Lægehåndbogen - http://www.laegehaandbogen.dk
Type 1-diabetes
Hvad er type 1-diabetes?
Type 1-diabetes (sukkersyge) er en tilstand med vedvarende forhøjet blodsukker, som skyldes mangel på det blodsukkersænkende hormon - insulin. Det er en livslang tilstand, man kan leve godt med, men det er også en tilstand, man kan dø af ved mangelfuld behandling.
Type 1-diabetes debuterer som regel akut, selv om sygdomsudviklingen kan have taget lang tid. Patienterne har påvirket almentilstand, er tørstige, producerer usædvanligt store mængder urin og de taber vægt. Blodsukkeret kan blive så højt, at patienten bliver omtåget eller bliver bevidstløs.
Type 1-diabetes kan debutere i alle aldre, men som regel før 40 år. De sidste 30 år er sygdomsforekomsten blevet tredoblet. Der er geografiske forskelle i hyppigheden af type 1-diabetes. Den højeste forekomst i verden findes i Skandinavien.
Hvad forårsager type 1-diabetes?
Sukker er kroppens energistof. Centralt i reguleringen af sukkeromsætningen står hormonet insulin. Insulin bidrager blandt andet til, at sukkeret kommer ind i cellerne fra blodet. Når det sker, tilføres cellerne energi og samtidig bidrager det til at holde blodsukkeret på et normalt niveau i blodet.
Type 1-diabetes er en ren insulinmangelsygdom. Den skyldes, at kroppens eget immunapparat angriber insulinproducerende celler i bugspytkirtlen. De mister efterhånden evnen til at producere insulin. Udviklingen sker gradvist, men symptomdebuten er almindeligvis akut.
Hos mange foreligger der en arvelig disposition for at få diabetes. Tilstedeværelse af specifikke vævstyper, bestemte proteiner, som sidder på celleoverfladen til kroppens celler, øger risikoen for diabetes. De, som har en specielt ugunstig vævstypekombination, har 6-12% risiko for at udvikle type 1-diabetes i løbet af livet, mod ca. 0,5% i normalbefolkningen. Hvis den ene forældre har type 1-diabetes er risikoen 2-5%, hvis begge forældre har type 1-diabetes er risikoen for selv at få diabetes mellem 5-20%. Ydre faktorer, som synes at spille en rolle for at få diabetes, er infektion med tarmvirus (enterovirus) under graviditeten.
Hvordan diagnosticeres type 1-diabetes?
Type 1-diabetes debuterer som regel akut med højt blodsukker, svækket almentilstand, øget urinproduktion, tørst og vægttab.
Akutfase med højt blodsukker
I denne fase præges den syge af hyperventilation (trækker vejret dybt og hurtigt) og udåndingsluften lugter af acetone. Det skyldes, at blodet bliver surt (lav pH) efterhånden som der produceres såkaldte ketonstoffer. Ketonstoffer produceres som en følge af lavt insulinniveau. Da insulin er nødvendigt for, at sukker kan transporteres fra blodet og ind i kroppens celler, må kroppen - uden sukker som energi - forbrænde fedt i stedet for sukker. Og et biprodukt af fedtforbrændingen er dannelsen af de "sure" ketonstoffer.
Ubehandlet vil bevidstheden reduceres, den syge glider efterhånden ind i koma og man kan ikke få kontakt med vedkommende.
Laboratorieundersøgelser
Diagnosen diabetes mellitus stilles på grundlag af målinger af blodsukkeret. Fastende er blodsukkeret højere end 7 mmol/l. Ved høje blodsukkerværdier finder man samtidig store ændringer i blodets surhedsgrad. Der påvises også sukker i urinen og langtidsblodsukkeret HbA 1c er forhøjet.
Hvordan behandles type 1-diabetes?
Målet med behandlingen er at sørge for symtomfrihed, høj livskvalitet og normal livslængde. Desuden at forhindre komplikationer som alvorlig hypoglykæmi (for lavt blodsukker) eller hyperglykæmi (for højt blodsukker). Desuden bidrager man gennem behandlingen til at reducere forekomsten af senkomplikationer (skader på nyre, nerver, blodkar og øjne). Centralt i behandlingen af diabetes mellitus er en fornuftig kost, daglige indsprøjtninger med insulin som patienten selv administrerer, motion og rygeophør.
Kost
Diabetikere skal have en sund kost. De bør øge indtaget af umættet fedt (plantefedt, fisk) på bekostning af mættet fedt (kød). Indtaget af mælk, hvidt brød, kartofler og sukker bør reduceres og erstattes med grovere kornprodukter med højt indhold af kostfiber. Madvarer, hvor sukker indgår som en væsentlig del af indholdet, bør undgås i den daglige kost. Grøntsager kan spises frit. Kunstige sødemidler kan bruges frit. Forsigtig sødning med almindelig sukker kan også benyttes.
Motion
Fysisk aktivitet reducerer blodsukkerniveauet.
Insulinbehandling
Ved opstart af insulinbehandling vil kroppens egen insulinproduktion ofte begynde igen. I denne fase er det nok med små doser insulin og blodsukkerkontrollen er god - selv uden nøjagtig diabetisk kost. Bedringsfasen kan vare i uger, måneder eller år, og vil så afløses af næsten total insulinmangel, hvilket vil kræve tilførsel af højere insulindoser. Målet med insulinbehandlingen er at opnå passende insulinniveauer gennem hele døgnet, dvs. høje insulinniveauer efter måltiderne og lavere niveauer mellem måltiderne og om natten.
Hvordan er langtidsudsigterne ved type 1-diabetes?
Dårlig kontrol af diabetes hos børn og unge truer normal vækst og udvikling og kan give senkomplikationer. Dårlig kontrol over længere tid øger risikoen for tidlig udvikling af sygdomme i hjerte (hjerteinfarkt) og blodårer (blodprop i hjernen og cirkulationsforstyrrelser i ben). God kontrol mindsker risikoen for sådanne komplikationer betydeligt og kan give tilnærmelsesvis normale leveudsigter.
Akutte komplikationer er for højt blodsukker (hyperglykæmi) og for lavt blodsukker (hypoglykæmi). Senkomplikationer er først og fremmest øget risiko for sygdom i hjerte og blodårer.
Det er meget vigtig at være klar over, at mange med diabetes også kan have højt blodtryk og højt niveau af fedtstoffer i blodet. Rygestop, behandling af det høje blodtryk og de høje fedtstoffer er lige vigtigt som behandling med insulin.
Opfølgning
Diabetikere skal kontrolleres regelmæssigt. Opfølgningen omfatter egenkontrol og regelmæssige kontroller i et diabetesambulatorium på sygehuset eller hos den praktiserende læge.
Egenkontrol
Alle patienter med type 1-diabetes skal kunne måle deres blodsukker selv. Det er fornuftigt at føre dagbog over målingerne. Ofte bør man måle mindst en gang om ugen fastende og to timer efter måltiderne.
Kontroller i diabetesambulatoriet
Normalt bør det foregå hver 3.-4. måned. Rutinekontrollerne består af måling af blodtryk, vægt, HbA1c, fodundersøgelse og diskussion af forhold, som patienten selv ønsker at tage op. Årskontrollen bør fokusere på undersøgelse af blodtryk, hjerte og lunger, karsystemet (puls i ben), nervefunktionen i fødderne, fedtstoffer i blod, nyrefunktion, urinundersøgelse og EKG. Kontrol hos øjenlæge bør gøres hvert andet år, efter man har haft diabetes i 5 år, og årligt efter at man har haft type 1 diabetes i mere end 10 år.
Vil du vide mere?
Illustrationer
Undervisningsprogram
Kilder
Centrale kilder og kvalitetsvurdering
- Diabetesforeningen. www.diabetes.dk
Fagmedarbejdere
Datoer
- Publiceret: 11.02.2009
- Seneste redaktionelle revidering: 02.07.2009
