Lægehåndbogen - http://www.laegehaandbogen.dk
Uddybende anbefalinger ved solforbrænding og soleksem
Typisk soleksem med diffus rødme og blærer eller vabler. Udslættet kan ligne eksem. Soleksem kan også give kløe uden udslæt.
Hvad er solforbrænding?
Solforbrænding er en fællesbetegnelse på hudens forskellige reaktioner på solstråler. Solforbrænding er den hyppigste akutte effekt af UV-stråling på hvid hud. Solforbrænding klassificeres som en førstegradsforbrænding. Det er en betændelsesagtig reaktion med rødme i huden, hævelse, kløe og svie, som gradvis svinder i løbet af nogle dage. Hvis der kommer fornyede solforbrændinger de påfølgende dage, vil symptomerne forværres, og forbrændingen kan udvikle sig til 2. - eller 3. grads forbrændinger.
Solbrændthed (pigmentering) skyldes både UVA og UVB-stråling. UVB stimulerer produktionen af farvestoffet melanin i huden, mens UVA-strålingen bruner via allerede eksisterende melanin. Om UV-strålingen overvejende fører til rødme eller til solbrændthed afhænger af hudtype.
Nogle mennesker får soleksem efter soludsættelse. Det er uvist, hvad der udløser denne reaktion.
Binyrebarkhormoncreme på solforbrænding?
Binyrebarkhormoncremer til behandling af solforbrænding er almindelig brugt og kan medføre lindring, idet behandlingen får blodkarrene til at trække sig sammen. Men i videnskabelige studier er gevinsten meget beskeden.
Ved behandling med binyrebarkhormoncreme ved solforbrænding gælder det samme som ved anden brug, det skal påføres i et tyndt lag og kun i en kortere tidsperiode.
Hvad med brug af lokalbedøvende midler?
Lidocain liniment kan stilne smerter og kløe efter solforbrænding. Behandlingen kan i enkelte tilfælde medføre allergisk kontakteksem.
Gælder samme anbefalinger for soleksem som ved solforbrænding?
10-20% af den danske befolkning lider af soleksem. Som nævnt opfattes soleksem som en allergisk reaktion, hvor UV-strålerne producerer nogle kemiske stoffer som huden reagerer på med en betændelsestilstand. Soleksem forebygges ved en gradvis tilvænning af huden til solen (om foråret) samt ved at nedsætte udsættelsen for sol mest muligt. Anvendelse af solcreme med faktor 15 eller derover, inklusiv fysisk filter, er en effektiv behandling. Antihistamin kan dæmpe symptomerne.
Vil du vide mere?
- Sol og solbeskyttelse
- Solforbrænding
-
Soleksem - for sundhedspersonale
Skru ned for solen - faktaark fra Sundhedsstyrelsen (eksterne link):
-
Solbeskyttelse i Danmark

-
Solferie i udlandet

-
Solcreme

-
Ultraviolet stråling

-
Solbeskyttelse for børn

-
Sol og spædbørn

- Læs evt. mere på Skru ned for solen
(fra Kræftens Bekæmpelse)
Kilder
Referencer
Fagmedarbejdere
Datoer
- Publiceret: 14.06.2010
- Seneste redaktionelle revidering: 01.07.2010


